Dansk Galop » Kæmpe opbakning til Scandinavian Open Yearling Sale

Nyheder

Kæmpe opbakning til Scandinavian Open Yearling Sale

Dansk Galop har modtaget 156 anmeldelser til sin åringsauktion den 15. september på York Stutteri, hvilket er ca. 50% flere end tidligere år.

Det er med stor glæde, at vi kan konstatere en rekordstor interesse for at fremstille åringer på vores auktion fra ikke bare de danske opdrættere men også de svenske, som har anmeldt ca. 60 åringer.

Dansk Galops indstilling om mest muligt samarbejde indenfor skandinavisk galopsport og avl har vist sig at vinde genklang, og Scandinavian Open Yearling Sale er et godt eksempel på, at det er den vej, som man bør gå i de kommende år.

Forhøjelsen af præmiesummen i Dansk Galops auktionsløb til 600.000 kr. har sikkert også været en del af årsagen til de mange anmeldelser samt det forhold, at priserne på de seneste to års auktioner har været høje.

En oversigt over de anmeldte åringer kan læses hér

 

22. juni 2017

Peter Knudsen

 

 

 

Skrevet af Dansk Galop