Nyt fra Dansk Galop

Bestyrelsen har holdt møde, hvor man bl.a. drøftede følgende emner:

Dansk Hestevæddeløb og Dansk Trav- og Galopunion

Bestyrelsen drøftede budgetterne for Dansk Hestevæddeløb og Dansk Trav- og Galopunion. Der budgetteres i 2020 med forhøjelser af præmietilskuddene på ca. 2,3 pct.

Sæsonplan 2020

Sæsonplanen, som var udarbejdet i samarbejde med Dansk Hestevæddeløb, trav- og galopsportens hovedorganisationerne i Norge og Sverige samt spilleselskaberne, blev godkendt. Der afholdes 20 løbsdage i Klampenborg, seks i Aarhus, fire i Aalborg og fire i Odense. Derudover vil der først på sæsonen blive afholdt et par galopløb på travdage i Aalborg og Aarhus. Klampenborg Galopbane har valgt næste år ikke at afholde løb om lørdagen i derbyweekenden. Beslutningen er truffet for at beskytte græsbanen. Scandinavian Open Championship flyttes fra derbyweekenden til løbsdagen den 30. maj, hvor også Dansk 2000 Guineas og Golden Mile vil være på programmet.

Dansk Væddeløbsreglement

Bestyrelsen vedtog en række præciseringer af reglerne for, hvorledes man skal forholde sig, når en hest på en løbsdag henvises til startboksgodkendelse eller til godkendelse i prøveløb. Derudover besluttede bestyrelsen at indføre pligt for trænerne til at læse Dansk Væddeløbskalender.

De nye regler om startboksgodkendelse og prøveløb vil fremgå af førstkommende nummer af Dansk Væddeløbsreglement.

Skandinavisk konference

For nylig har den årlige skandinaviske konference været afholdt med deltagelse af repræsentanter for Norsk, Svensk og Dansk Galop. På konferencen blev sæsonplanen aftalt, og derudover blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skal få indført en ordning, så hovedorganisationerne indbyrdes clearer hesteejernes konti, så hesteejerne ikke skal have individuelle regninger fra hvert enkelt land men kan nøjes med en enkelt. Desuden skal det undersøges på hvilke områder, der kan findes besparelser ved et tættere arbejde. Det kunne f.eks. være opdatering af resultater, registrering af heste, stambogsføring m.v.

Standardaftale for trænere

Dansk Galop skal få lavet en standardaftale, som trænerne kan benytte, når de skal lave aftaler med deres kunder. Aftalen skal indeholde hjemmel til, at trænerne kan bortauktionere en hest, hvis hesteejeren ikke betaler sin regning.

European Pattern Committee

Det er The European Pattern Committee, som beslutter hvilke løb, som skal klassificeres som Gruppe- og Listedløb – de såkaldte Black-Typeløb. I Danmark har vi tre sådanne internationalt anerkendte løb nemlig Danish Jockey Club Cup (L), Pokalløb (L) og Scandinavian Open Championship (Gr.3).

Komitéen har vedtaget, at hesteejernes indskud i løbene fremover maksimalt må være på 2 pct. af præmiesummen. For at kunne finansiere præmiesummerne i de tre danske storløb har Klampenborg Galopbane hidtil haft indskud på 3,8 – 4 pct., og det nye krav indebærer, at banen vil få betydelige underskud ved at gennemføre løbene.

Bestyrelsen besluttede på ny at ansøge Pattern-komitéen om dispensation fra det nye krav, hvor man søger om en gradvis overgang til det nye krav.

Den 15. november 2019

Peter Knudsen

Nyeste nyheder