Fredag aften afvikles to galopløb i Odense herunder Hendes Majestæt Dronning Ingrids Mindeløb, der er forbeholdt lærlinge og amatører. Kongehuset udsætter en eftertragtet ærespræmie til den vindende rytter, og WHISPERINGLINE og lærling Anders Bager, der blev nummer to i løbet sidste år, må have fine muligheder for at sejre i år. Familien Bager kan i øvrigt meget vel også vinde dagens andet løb med LASERLINE, der gav opvisning i Aalborg i mandags, hvor hoppen vandt med mange længder foran konkurrenterne.
Lørdag eftermiddag har Jydsk Væddeløbsbane fem galopløb på programmet, men desværre med skuffende små felter. Aftenens hovedbegivenhed, som er anden afdeling i Provinsens 3- og 4-årsserie, har således kun kunnet samle fire heste. ROBBIE, der vandt første afdeling i løbsserien, er ikke med, men MR FONG, der var kort slået af ROBBIE i Odense for to uger siden, har denne gang en meget stor sejrschance.
Den 25. juli 2013
Peter Knudsen