Strategi: Ny organisation tager form

Det nye, fælles driftsselskab for hestevæddeløbssporten, Dansk Hestevæddeløb ApS, går i gang med sine aktiviteter ved indgangen til maj.
I denne uge sætter Dansk Hestevæddeløb ApS gang i aktiviteterne. Selskabet er som led i den igangværende strategiproces blevet etableret af Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Galop i fællesskab, og det er planen at selskabet fremover skal stå for sportens overordnede drift af fællesopgaver indenfor salg, marketing, kommunikation og økonomistyring.
Lederen af strategiprocessen, Poul H. Lorentzen, er blevet konstitueret som direktør i Dansk Hestevæddeløb ApS, i en overgangsperiode indtil en ny direktør er fundet.
”Nu ruller vi i gang med de fællesopgaver indenfor salg, markedsføring, kommunikation og økonomistyring, som vi allerede er blevet betroet. Strategien er dog så omfattende, at den kræver endelig godkendelse på generalforsamlingsniveau i hhv. Dansk Galop og DTC. Det er meningen, at der snarest skal rekrutteres en ny direktør til driftsselskabet, men først skal vi lige have det demokratiske grundlag på plads.  Derefter vil arbejdet med at ansætte en ny direktør blive sat i gang og sandsynligvis komme til at løbe over nogle måneder denne sommer,” fortæller Poul H. Lorentzen.
Den nye direktør kommer til at stå i spidsen for en organisation, der allerede har fået tilknyttet flere medarbejdere.
Kommerciel direktør på Charlottenlund Travbane, Nicolai Kaas Nordstrøm, skifter pr. 1. maj sin nuværende stilling ud med et job som kommerciel chef i Dansk Hestevæddeløb.
”Nicolai Kaas Nordstrøm får det overordnede ansvar for salgs- og marketingsaktiviteterne i Dansk Hestevæddeløb,” fortæller Poul H. Lorentzen.
Den enhed, som Nicolai Kaas Nordstrøm skal stå i spidsen for, får base i Hestesportens Hus, men vil få til opgave at supportere alle landets baner. 
”Sporten har et kæmpe kommercielt potentiale, hvis vi formår at arbejde sammen på tværs af baner og forbund. Der er så mange dygtige og kompetente mennesker i denne sport, som hver især udretter små mirakler rundt omkring på baner og i foreningerne, for meget små midler og med meget lille støtte. Nicolais fornemmeste opgave bliver at koordinere og udvikle dette arbejde. Det handler bl.a. om, at banerne skal lære af hinandens succeser og undgå hinandens fiaskoer. Sportens koordinering af Tarok-kampagnen er eksempelvis noget af det første Nicolai har taget fat i,” siger Poul H. Lorentzen. 
Fokus på hesteejere
Et andet vigtigt element i den nye strategi bliver at iværksætte tiltag, der kan skabe nye hesteejere i væddeløbssporten. 
I de ansøgninger, som strategiprocessens ledergruppe har fremsendt til Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond (HFF), har der været ønsker om at afsætte midler til en decideret ’Hesteejersatsning’. De er blevet bevilliget, og det betyder, at Dansk Hestevæddeløb nu har valgt at rekruttere en medarbejder, som skal have fokus på dette område.
”En ny, potentiel hesteejer har oftest en række spørgsmål, men intet sted at gå hen for at få hjælp. Derfor søger vi nu en medarbejder, der kan hjælpe nye hesteejere med at finde svar og blive guidet på rette vej,” siger Poul H. Lorentzen.
Medarbejderen vil naturligvis også stå til rådighed med hjælp og vejledning til eksisterende hesteejere, ligesom vedkommende skal på arbejde i marken i et proaktivt forsøg på at skaffe sporten nye hesteejere.
”Hesteejeruniverset er slet ikke udviklet nok, i forhold til det potentiale det indeholder. Og med ansættelse af en produktchef med fokus på det at være og blive hesteejer, tror vi i Dansk Hestevæddeløb, at både trænere og opdrættere vil opleve en øget efterspørgsel,” siger Poul H. Lorentzen.    
Aktiviteter er overdraget
De forskellige aktiviteter, der hidtil har været placeret i Hestesportens Medier, er nu også endeligt overdraget til Dansk Hestevæddeløb ApS. 
Det betyder, at ansvarshavende chefredaktør i Hestesportens Medier, Hanna Milling, er fratrådt sin stilling.   
”Hanna Milling har bidraget positivt til at højne kvaliteten i kommunikationsarbejdet i sporten generelt. Hun har samlet og strømlinet en lang række opgaver, og dette omfattende arbejde vil vi gerne takke hende for,” siger Poul H. Lorentzen.
Derudover har Sebastian Brydegaard, der har været ansat som produktchef i Hestesportens Medier, valgt at tage imod et tilbud om at blive cheftræner og sportschef for Næsby Boldklub, i fodboldens 2. Division, og fratræder derfor sin stilling med udgangen af juni.
”Sebastian Brydegaard har ydet et stort stykke arbejde med at få placeret alle landets baner på en fælles it-platform, og dette arbejde følger han til dørs, inden han fratræder. Han har fået et fantastisk tilbud om at blive leder i en klub, der står hans hjerte nær, og vi ønsker ham derfor alt mulig held og lykke,” siger Poul H. Lorentzen.
Ansvaret for sportens kommunikationsaktiviteter er samtidig overdraget til en ny kommunikationsafdeling i Dansk Hestevæddeløb, der ledes af Væddeløbsbladets redaktør, Henrik Ebbesen.
”Med Henrik Ebbesen som kommunikationschef, fortsætter vi en faglig høj journalistisk dækning og koordinering af sportens såvel eksterne kommunikation som nyhedsformidling. Han vil således have det redaktionelle ansvar for både Væddeløbsbladet og Travoggalop.dk. Derudover er han i øjeblikket i gang med at optimere sportens øvrige kommunikationsopgaver. Dette arbejde sker i samarbejde med landets baner, og med udgangspunkt i den branding proces, der bliver styrende for opbygningen af sportens eksterne image ,” siger Poul H. Lorentzen.  
Kommunikationsafdelingen vil også bestå af kommunikationsmedarbejder Teit Rasmussen, der hidtil har været ansat som redaktionssekretær ved Hestesportens Medier.  
 
 
 

Nyeste nyheder